Zusammenfassung

Artiklens hensigt er at undersøge, hvordan dramaturgi som et teoretisk koncept (Pavis, 2014; Szatkowski, 2017) kan fungere som en metodologisk platform i relation til kunstbaseret forskning. I kunstbaseret forskning får forskeren mulighed for at antage en eksplorerende tilgang til forskningspraksissen samt anvende en bred vifte af forskningstilgange- og tematikker. Den kunstbaserede forsknings strategier kan gøre det udfordrende for kunstner-forskeren at navigere i et metodologisk krydsfelt, som i takt med flere og flere divergerende tolkninger bliver mere og mere komplekst. I denne artikel undersøges og præsenteres et forslag om dramaturgi som refleksiv metodologi. Jeg foreslår, at dramaturgi som refleksiv metodologi tilfører kunstner-forskeren et bredt tolkningsrepertoire, hvor dramaturgiske komponenter som divergens, fragmentering, transformering og flerstemmighed er styrende for den refleksive forskningsproces.